Optagelsesprøve 2012

Datoer:

Mandag 30. januar: Optagelseskriterierne offentliggøres.

Mandag 13. februar: Sidste indsendelsesfrist kl. 16.

Fredag 17. februar: De, der er gået videre til optagelsesdagen, får besked.

Torsdag 23. februar: Optagelsesdag på WLP (kl. 9-16).

Fredag 24. februar: Alle deltagere, der var med til optagelsesdagen, får besked.

Mandag 2. april: Første skoledag.

Kreativ opgave:

KREATIVE TALENTER SØGES

We Love Talent inviterer til ét års kreativt arbejde og undervisning på We Love People – et kommunikationshus med hjertet på det rette sted.

Start: 2. april 2012.

Løn: 13.000 kr. om måneden.

HAR DU KREATIVT TALENT?

Vil du arbejde med dine kreative evner, og gøre idéer til virkelighed?

Så er det dig, vi leder efter på We Love Talent.

Du tænker i koncepter og kan enten skrive, tegne, designe, animere, programmere, underholde eller instruere og klippe film.

Du er analytisk og humoristisk og en ambitiøs holdspiller, der både i tanke og handling kan forme originale, værdifulde og fællesgavnlige idéer. Og det vil vi gerne have lov til at hjælpe dig med.

Hvis du ønsker at komme i betragtning som talent på We Love Talent, skal du besvare nedenstående spørgsmål samt løse nedenstående opgave og maile en pdf til Niels Rahr på nr@welovepeople.dk.

SPØRGESKEMA og KREATIV OPGAVE:

Vi vil gerne danne os et billede af dig udover den konkrete opgaveløsning, som står nederst på siden.

Vi er ikke ude efter, at du skal skrive en roman. Derfor vil vi gerne bede dig om at svare så kort, og kontant som muligt på følgende spørgsmål:

1: Hvornår er du født?

2: Hvor tilbragte du din barndom?

3: Hvad arbejder/arbejde dine forældre med?

4: Hvad er du bedst til?

5: Hvad kan du blive bedre til?

6: Hvordan vil din bedste ven beskrive dig?

7: Hvad får du tiden til at gå med privat?

8: Hvad var dit sidste job/uddannelse?

9: Hvad er dit kreative talent?

10: Hvorfor søger du ind på We Love Talent?

11: Hvad laver We Love People?

12: Hvad kan du hjælpe We Love People med?

13: Hvad vil du lave, hvis du ikke kommer på We Love Talent?

14: Hvad er din rolle, når du samarbejder med andre?

15: Hvad er du mest stolt af at have lavet?

16: Hvilke tre ord kendetegner dig bedst?

17: Hvad er dit mål med livet?

18: Hvad er din adresse, mobilnr. og email-adresse?

KREATIV OPGAVE

DANSK RUGBRØD TIL USA

Du skal skabe en kampagne, der lancerer dansk rugbrød i USA.

(Bemærk: Dette er en tænkt opgave, som vi kun skal bruge til at vurdere dit talent.

Vi antager for nemhedens skyld, at det på én eller anden måde er lykkedes os at få placeret dansk rugbrød i alle supermarkeder i USA)

Målgruppe:

Fortæl os, hvilke amerikanere du lettest kunne overtale til at spise rugbrød.

Argumentation:

Hårdt argument:

Hvad er dit bedste benhårde argument for, at man skulle spise rugbrød?

Blødt argument:

Hvad er dit bedste følelsesmæssige argument for, at man skulle spise rugbrød?

Slogan:

Hvor kort og præcist kan du formulere dine to ovenstående argumenter?

Navn:

Hvad skulle din kampagne hedde (Ex.: ”Støt Brysterne” mod brystkræft)?

Logo:

Design logoet og skriv dit foretrukne slogan nedenunder

Pakke:

Design rugbrødspakken eller fortæl med ord, hvordan den skulle se ud.

Event:

Hvordan ville du skabe en happening, der fik rugbrød positivt på alles læber?

On-line kommunikation:

Hvad skulle din rugbrøds URL hedde, hvis URL’en ikke må være i brug i forvejen? (Ex.: http://www.rugbroed.com <http://www.rugbroed.com/&gt; <http://www.rugbroed.com/&gt; )

Hvad skulle din Rugbrød FaceBook-gruppe hedde?

Hvordan ville du ved hjælp af kommunikation på nettet, få tusindvis af amerikanere til at besøge dine rugbrødssider på nettet?

Film:

Skriv et manus på en film til nettet, der ville få flere amerikanere til at prøve en pakke dansk rugbrød.

App:

Hvordan kunne du tænke os en Rugbrødsapp?

Produkt:

Hvilket produkt kan øge salget af Dansk rugbrød?

Bedømmelse: Opgaverne vil blive bedømt af Rektor Niels Rahr og We Love Peoples Direktion: Adm. dir. Pernille Simmelkiær, Kreativ Strateg Claus Skytte, Kreativ Direktører Peter Stenbæk og Dorte Zangenberg.

God fornøjelse! Og husk: Vi skal have dit svar som pdf til rektor Niels Rahr på nr@welovepeople.dk senest den 13. februar kl. 16.

PS.: Vi vil selvfølgelig allerhelst gerne give dig skriftlig feedback på din opgave, for vi ved, at du kommer til at bruge rigtig meget tid og hjerteblod på den. Men vi bliver desværre nødt til at forbeholde os ret til at undlade en fyldestgørende tilbagemelding, hvis vi modtager flere indsendelser, end vi kan magte.

Vi vil dog hér på siden og på facebook.com/welovetalent løbende fortælle om de forskellige indsendelser, sammenfald, tendenser i opgaveløsningen. Og vi håber, du vil tilgive os, hvis vi på grund af tidsnød bliver nødt til at give dig et standardafslag. Men til gengæld må du så tæve løs på os her på siden eller på We Love People’s FaceBook side. Og så kan du jo søge igen næste år.

Dette indlæg blev udgivet i Uncategorized. Bogmærk permalinket.

18 svar til Optagelsesprøve 2012

  1. Mads Simonsen siger:

    Skal man forholde sig til økonomien i projektet? Eller skal man give fantasien frit spil?
    For det kan jo blive to forskellige opgaver.

  2. Hej Mads. Du giver den bare fuldstændig gas på fantastifronten og kaster idéer og rugbrød i grams til nær og fjern – så tager vi pengediskussionen med Schulstad bagefter;).

  3. Mads Simonsen siger:

    Ingen kvaler, Schulstad betaler – fedt!

  4. howmanystoriescanasingleframetell siger:

    Reblogged this on How many stories can a single frame tell? and commented:
    We Love Talent søger nye talenter til deres skole. Spread the word: We Love People love Talent.

  5. howmanystoriescanasingleframetell siger:

    Skal slogans, facebook-gruppe navn og dets lige være på engelsk? Nu er det jo en opgave, hvor man skal lave en kampagne forl at få amerikanerne til at spise rugbrød. Det står ingen steder i jeres indlæg, men det kunne jo godt være at det skulle, for at kampagnen fremstår så realistisk som overhovedet muligt?

  6. Hej øøøøeh, lange navn.

    Det er en fiktiv opgave, så det er fuldstændig lige meget:) – Det er op til dig selv, og hvilken kampagne du har lyst til at lave.

    PS til alle: Chefredaktøren beder os forresten indskærpe – jf. ovenstående svar til Mads fra os – at Schulstad ikke har noget som helst med vores kampagne at gøre – det skulle blot tjene til eksempel.

  7. Mads Simonsen siger:

    Hej igen. Af frygt for at lyde som en stræber: hvor kreativ må man være med personbesrivelsen? Skal man bare holde sig til få linjer, eller er der frit spil?

  8. Hej Mads – du spørger bare alt dét, du vil! Men netop ved personbeskrivelsen foretrækker vi, at du IKKE er en stræber. Hold den kort og præcis. Og giv den i stedet kreativ gas i selve opgaven. Ok? Og god aften:)

  9. Stefan Arnoldus siger:

    Hvad menes der helt præcist med “Hvilket produkt kan øge salget af Dansk rugbrød?”

  10. Hej Stefan. Jamen om du har en god idé til et produkt, der var mere “spiseligt” for amerikanerne og deres egne madvaner. Om man f.eks. skulle lave et rugbrødsprodukt med kæmpe chokoladeovertræk eller en rugbrødsbanan eller, eller… Håber det var svar nok:)

  11. Simon Konski siger:

    Er der et specifikt krav om at produktet skal omtales og sælges som “rugbrød” eller “dansk rugbrød”. Eller kan det tænkes at man lancerer det under et andet navn? Er det tilladt?

  12. Slip roligt den vilde fantasi løs. Det behøver ikke hedder “rugbrød” – bare det ER rugbrød, der gemmer sig bag navnet/formen/lanceringen.

  13. Jacob Matthiesen siger:

    Jeg har et spørgsmål vedr. Det sidste punkt i briefen. Produkt – hvilket produkt kan øge salget af dansk rugbrød? Tænkes der på rugbrød i en produktform? F.eks rugbrød i skiver eller tænkes der på et andet produkt der kan øge salget, f.eks smør? Mvh. Jacob

  14. Netop! Hvis du skulle iklæde rugbrødet en anden form eller figur eller farve, så det “glider lettere ned”. Om man måske skulle lave et rugbrødsprodukt med chokoladeovertræk eller en rugbrødsbanan, skære det i (sjove) skiver eller, eller…

  15. PernilleP siger:

    Et hurtigt spørgsmål: skal løsningen indeholde alle de ting der er listet herover? (dvs. app-idé, facebookside, filmmanus osv..) eller er det op til én selv hvilke medieelementer kampagnen indeholder?

  16. Et hurtigt svar: JA. Den skal indeholde alle de listede ting;).

  17. Simon Konski siger:

    Øverst på siden skriver I, at fristen for afleveringen er d. 13. februar kl. 12, men til slut står der d. 13 februar kl. 16.
    Det er en lille detalje. Men hvis nu at man sidder og finpudser d. 13, så er det måske meget rart at vide 😉

  18. Detaljer er nogle gange også vigtige;). Tak, vi retter! Der er aflevering kl. 16 d. 13/2. Go’ arbejdslyst.

Skriv en kommentar